Overdam Planteskoles nyhedsbrev september 2010

Overdam Planteskole

Nyhedsbrev

Sommeren er ved at være forbi, og en af de skønneste tider på året starter - sensommeren og langsomt også efteråret. Årstiden med mange spændende farver både på blomster og løv og frugter. Naturen (og haven) begynder at pakke sig sammen til vinteren og dermed til andre prøvelser.

Sensommeren, efteråret og vinteren er også den periode, hvor græsserne er allermest bemærkelsesværdige. Det lange lancetformede løv bliver langsomt gyldent, og aksene toner over i gyldent eller sølvfarvet. Det er årstiderne, hvor de andre planter mister deres efterårsfarvede løv i løbet af få dage og nogle klasker helt sammen – mens græsserne står tilbage og stadig giver haven struktur og bevægelse.

Havens Dag

Det er også den bedste årstid til at plante nyt i haven. Derfor har man i Danmark” opfundet” Havens Dag for at gøre haveejere opmærksom på at ”nu er det plantetid”. I år er det søndag den 12. september. Vi har derfor et arrangement denne dag klokken 16.00 - ca. 17.30, som sædvanligt med en gæstetaler, rundvisning på planteskolen, plantenyheder og favoritter, udstillingshaven mv. – læs mere om på hjemmesiden under kurser. Her vil jeg blot komme ind på årets gæstetaler.

Emnet er haveterapi, som Annette Wibæk, Terapihaven Aurora i Ålborg har megen viden om. Hun vil bl.a. komme ind på: Hvorfor er klipning og deling af planter, gravearbejde og ”puslen” i haven så sundt for sjælen? Hvordan kan stærkt stress-syge mennesker ”reddes” af at observere planter og arbejde med dem? Hvordan går det med den store terapihave, der er planlagt i Arboretet i Hørsholm. Kort sagt: Haven som både forebyggende og helbredende element i vores dagligdag. Dette indlæg vil tage ca. 25 min. hvorefter vi fortsætter med rundvisning på planteskolen.

Spændende sammensætninger af græs og stauder

grasses-and-flowersMange sammensætninger vil kunne ses på Havens Dag Arrangementet.

Massebeplantninger af en plantesort er flotte, meget flotte, men i villahaven vil man ofte vælge kombinationer af planter.

På fotoet ses Høstanemone ’Pamina’ sammen med græsset Fladaks (Chasmantium). Endvidere kan nævnes en sammensætning af Purpursolhat (helst ’Magnus’) sammen med Brogetbladet Havesandrør (Calamagrostis ’Overdam’) eller Sankt Hansurt ’Matrona’ sammen med Blåaks (Sesleria autumnalis) og der kunne nævnes mange flere. Det er sammensætninger, der giver gode farver, virker harmoniske og er flotte over en lang periode.

 

 

 

 

 


Sep '10
Overdam.dk
Græsser.dk
Overdam Planteskole, Agiltevej 11, 2970 Hørsholm, 45 86 08 41.